Generalforsamling

Fredag 14. marts 2025 kl. 14 afvikler både Foreningen Norden Thisted og Grænseforeningen Nordvestjylland hver deres generalforsamlinger på Galtrup Efterskole, Povlsen Dals Vej 17, Ø. Jølby, 7950 Erslev.

Efter generalforsamlingen foredrag ved den danske generalkonsul i Flensborg, fhv. folketingsmedlem Anette Lind.

Fra Norden til Flensborg

Efter de to generalforsamlinger samles medlemmerne af begge foreninger til fælles kaffebord og foredrag ved den danske generalkonsul i Flensborg, tidligere folketingsmedlem Anette Lind.

Annette Lind blev 1. marts 2024 Danmarks ny generalkonsul i Flensborg – altså Kongeriget Danmarks officielle repræsentant i den tyske del af det grænseland, som indtil 1864 var under den danske konge, men som 1920 ved folkeafstemningen forblev tysk.

På Grænseforeningens hjemmeside kan man læse om opgaverne:

”Generalkonsulatet har som hovedopgave at følge udviklingen inden for det danske mindretal i Sydslesvig samt forholdet mellem mindretallet og flertalsbefolkningen som helhed i grænselandet. Det sker bl.a. ved møder inden for mindretallets organisationer og kontakt til den slesvig-holstenske landsregering. Hertil kommer udstedelse af pas, opholdstilladelser m.v. Generalkonsulen fungerer som den danske stats repræsentant over for det danske mindretal.”

Anette Lind er født og opvokset i Vestsalling, hvor hendes far Alex Lind i flere år var en markant borgmester i den daværende Spøttrup Kommune. Før hun blev generalkonsul, var den læreruddannede Annette Lind fra 2011 medlem af Folketinget, valgt for Socialdemokratiet i Vestjyllands Storkreds.

I de år var hun bl.a. undervisnings- og udenrigsordfører, ordfører for og medlem af Nordisk Råd, bl.a. som næstformand for den danske delegation, ligesom hun 2022-24 var medlem af Nordisk Råds grænsehindringsråd.